Strandingsmuseets historie

 

St. George og Strandingsmuseet

 

Uddrag af ” 100 år, Ringkøbing Museum 1908-2008”. Af Jens Aarup Jensen, leder af Ringkøbing Museum 1972-2003.

 

Sportsdykkere fra klubberne i Ringkøbing og Holstebro havde gennem nogle år ledt efter vraget af det britiske li­nieskib H.M.S. St. George strandet ved Thorsminde i 1811. I slutningen af august 1971 blev skibets store anker fundet, hvilket hur­tigt førte til en lokalisering af vragets position. Dags- og ugepressen fyldtes med sensationer og fantaseren om skattejagt.

 

Historiske skibsvrag var blevet fredet i 1963, derfor underret­tede museets formand Knud Dalgaard-Knudsen Nationalmuseet om dyknin­gerne med henblik på at få tilsyn og museumsmæssigt styr på dykkernes aktiviteter. I juli 1972 blev både det store anker og et mindre, der var fundet i nærheden, opbjerget. Ringkøbing kommune og Ulfborg-Vemb kommune betalte omkost­ningerne. Det er jo flot at have et anker stående. Det store anker blev ført til Ringkøbing og indtil videre henlagt på et græsareal ved rådhuset, og her lå det, da jeg 1. september 1972 tiltrådte som leder af museet. Det blev den første nytilkomne museums­genstand, jeg kom til at registrere.

 

Det er ikke fisk der er i baljerne, men fund fra St. George, som udgravningsleder Michael Teisen skal til at lande på kajen i Thorsminde i 1985. Foto Jens Aarup Jensen.

 

 

 

Fundene blev pakket ud og opmarcheret på gulvet under opbygningen af udstillingen på Strandings-museet. 1992. Foto Jørgen Borg.

 

I februar 1973 blev der på museet holdt et møde med repræsentanter for dykkerklubberne i Holstebro og Ring­købing og Ole Crumlin fra Skibshistorisk Laboratorium, Nationalmuseet. Det blev fulgt op af en ansøgning til rigs­antikvar P.V. Glob, hvilket medførte, at Ringkøbing Museum fik overdraget at være kontaktled til dykkerne og indtil videre skulle tage vare på genstande, der blev bjerget fra St. George. De følgende par år blev der lejlighedsvis indleve­ret nogle få ting.

 

Op gennem 1970erne mindskedes sportsdykkernes in­teresse gradvist, da der i virkeligheden ikke var meget at komme efter i vraget. Det er nedbrudt til 3. kanondæk, som er velbevaret, men stort set bart uden noget af ski­bets udrustning tilbage, Det er omtrent samme tilstand, som var beskrevet af profes-sionelle vragfiskere, der i 1904 opbjergede kanonerne og solgte dem til omsmeltning.

 

1978 bliver det store anker flyttet fra Ringkøbing til Thorsminde og opstillet lige nord for slusen, efter at det har gen­nemgået en større konserveringsmæssig behandling.

 

I 1980 har tilstanden på havbunden ændret sig. Dykker Gert Normann fra Holstebro meddeler museet, at vraget af St. George nu ligger frilagt, og at der kan ses flere ka­noner omkring vraget. Det kunne være spændende at få en af dem fisket op. Nationalmuseet afslår imidlertid at give tilladelse hertil, og måske godt det samme. Da det er støbejernskanoner, vil de nemlig ikke kunne tåle at være ret længe oppe i luften oven vande uden at sprænges og smuldre itu. Lederen af museernes næsten nystartede kon­serveringsanstalt i Ølgod anslår, at omkostningerne til at konservere blot en kanon vil ligge i omegnen af 40.000 kr., et stort beløb, det ville være svært at skaffe.

 

Den store orkan 24. november 1981 bliver et vendepunkt. Gert Normann tilser ved førstkommende lejlighed vraget og rapporterer, at det nu er under nedbrydning. Dæksplanker er brækket løse og forsvundet, og der er ved at være adgang til banjerdækket, et depotdæk mellem nederste kanondæk og lasten. Her har det store orlogsskib haft magasiner, hospital og kvarter for kadetterne, så der må kunne gøres mængder af fund.

Efterfølgende begynder Normann at forhandle med Na­tionalmuseet og presser på for at få det til at iværksætte en undersøgelse. Det giver til resultat, at der i maj 1983 bliver foretaget en 3-dages prøvedykning ledet af Michael Te­isen, som er udlånt fra Orlogsmuseet. Der bliver bjerget en del forskellige genstande, som bagefter bliver kørt til Ring­købing, hvor museet sender dykkerne videre med tingene til konserveringen i Ølgod.

 

På baggrund af forundersøgelsen og vragets truede til­stand beslutter Nationalmuseet, at der skal gennemfø­res en større bjergningskampagne og får skaffet ret store fondsbevillinger til at gennemføre denne. For at beskytte St. George mod plyndringer ved sportsdykkerene får Rigs­antikvaren desuden indført et forbud mod dykninger på positionen.

 

Under Nationalmuseets ledelse og med Gert Normanns dykkerfirma som entreprenør gennemføres i 1984 en læn­gere dykkerkampagne. Den overvældende fundmængde bliver umiddelbart efter kampagnens afslutning vist frem i auktionshallen i Thorsminde. Der har været stor presse­dækning undervejs, så i auktionshallen er der sort af men­nesker, som er nysgerrige efter at få et kig på fundene, der under opsyn af alle dykkerne er udstillet i fiskekasser. Fun­dene bliver bagefter pakket ned og transporteret til opbe­varing i Brede.

 

Besøgende foran indgangen til Strandingsmuseet i maj/juni 1992. Foto Jørgen Borg.

 

Sådan forløb den årelange optakt til Ringkøbing Museums største satsning, et projekt der blev til et helt nyt museum i museet og kom til at lægge beslag på en meget stor del museets arbejdsindsats i resten af det 20. århundrede.

 

Tanken om at fortælle historien om forliset af St. George og Defence i en eller anden beskeden ramme et sted på hav­nen i Thorsminde havde tidligere været oppe at vende. Nu var der pludselig meget større perspektiv i ideen, hvis der kunne skaffes lokal opbakning og Nationalmuseet ville stille fundene til rådighed for Ringkøbing Museum. Knud Dalgaard-Knudsen opsøgte borgmester og kommunal­bestyrelse i Ulfborg-Vemb og fortalte, at de havde fået alle tiders mu­lighed for en ny turistattraktion i kommunen. Thorsminde Borgerforening var med på ideen, og det lykkedes for Knud Dalgaard-Knudsen at få et forhåndstilsagn fra amtet om økonomisk støtte. Efter et halvt års tid udpegede Ulfborg-Vemb kommune i januar 1985 et arbejdsudvalg med re­præsentanter fra kommune, borgerforening og museum. Opgaven var at undersøge, om der kunne skaffes grundlag for at få etableret et trandingsmuseum i Thorsminde med St. George-fundene som hovedattraktion. Det kom imidlertid til at vare syv år, inden museet blev til realitet.

 

Efter det første møde i arbejdsgruppen udarbejder jeg et ideoplæg og får af rigsantikvar Olaf Olsen lovning på »den store hanløves part« af fundene, såfremt museumsplanerne realiseres. Rigsantikvaren bevilger et beløb til konservering af 1984-fundene, hvilket resulterer i at museet pr.1. juli 1985 kan ansætte konserveringstek­niker Birthe Christensen i et år med tjenestested i Ølgod og få hentet 1984-tingene tilbage fra Brede. Flere trægen­stande efterlades dog, da man endnu ikke har mulighed for at behandle dem i Ølgod.

 

St. George fundene er blevet landskendte gennem en Tv-udsendelse med Piet van Deurs. Udsendelsen af ideoplægget til medierne medfører en del inden- og udenlandsk pres­seomtale af projektet. Vraget af Defence bliver for første gang lokaliseret i forbindelse med årets dykkerkampagne, der nu foregår i Ringkøbing Museums regi. På pressemødet efter dyknin­gernes afslutning præsenteres Palle Uhd Jepsens nye bog om de to linieskibes forlis, og til årets havnefest i Thorsmin­de bliver der lavet en mindre særudstilling.

 

Sådan går det nogenlunde slag i slag de efterfølgende år. Museet i Ringkøbing bliver efterhånden proppet godt til med fundæsker fyldt med St. George ting, i takt med at de kommer fra konservering. Den lille medarbejderstab bliver travlt beskæftiget med registrerings- og beskrivel­sesarbejde, der i perioder næsten foregår på samlebånd. Mens museet således har rigeligt arbejde med fundene, går det trægt med at skaffe penge til en museumsbygning i Thorsminde trods vedvarende bevågenhed fra medierne. Der må synliggørelse til i form af et konkret skitseprojekt, og det bliver arkitekt Søren Damgaard Jensen fra C.L. Lind­quist's tegnestue, der i 1986 får opgaven med at slå stre­gerne.

  

I 1987 laver arkitekten modeller af projekt strandingsmu­seum. For at skabe ny opmærksomhed bliver modellerne vist på en særudstilling på museet i Ringkøbing sammen med et større udvalg af færdigbehandlede fund. I 1988 udsendes en ny og flot projektbeskrivelse til pres­sen og en række fonde. Kommunen har opnået tilsagn om støtte fra EF og Ringkjøbing Amt, men de offentlige midler rækker ikke, hvis projektet skal gennemføres. Der er endnu langt til 5,5 mio., som overslaget lyder på, og ansøgnings­runden til fonde giver ikke resultat. Projektet fortsætter derfor med at være i venteposition. Imens bliver der arbej­det videre med konserveringen, og Gert Normann foreta­ger årlige inspektionsdykninger, der viser, at vraget fortsat er under nedbrydning.

 

Endelig sker der noget. På et møde 18. januar 1990 oplyser borgmester Kaj Brink, at Ulfborg-Vemb Kommune nu vil gå ind i projektet med 2,0 mio. kr. og at kommunen vil ansøge EF og amtet om at forhøje de hidtidige tilsagn. Mu­seet laver projektresumé og udstillingsdrejebog til brug for endnu en runde med fondsansøgninger, der som tidligere ender uden større held. Den 31. juli besluttes derfor at gen­nemføre projektet i etaper på baggrund af de foreliggende offentlige tilskud. Der kommer imidlertid et mellemspil med et forsøg på at kombinere Strandingsmuseet med et naturcenter, som Skov- og Naturstyrelsen måske ville finansiere. Resultatet heraf bliver dog negativt, så ikke før i januar 1991 får C.E. Lindquist's Tegnestue omsider grønt lys til at gå i gang med detailprojektering og forberedelse af licitation for en etape 1.

 

Der forestår nu en travl tid. Der skal indgås driftsaftale med kommunen, den er på plads i maj, mens en aftale mellem Ringkøbing og Ulfborg-Vemb kommuner om driftstilskud i henhold til museumsloven medfører et længere forhand­lingsforløb, inden den i december kan endeligt godkendes af staten. En del af året bruges på at lægge planer for det nye museum. Designer Martin Christiansen, bliver engage­ret til at layoute udstillingen, tegne montrer og bestemme farvesætningen på Strandingsmuseet. Han har tidligere udført tilsvarende opgaver på Nationalmuseet og Holste­bro Museum. Byggeriet står på hele året, og først lige ef­ter nytår kan der i januar 1992 begyndes på indretningen.

 

”Der sker altid noget, når Bent er nede” sagde Gert Normann, da dykker Bent Eliassen lige skulle have det sidste med op d. 4. juli 1997. Der var en tonstung sammenrustet klump, der gav skibet svær slagside, da den blev hejset op. Skipper ser til mens Gert Normann og to af dykkerne er ved at få lagt klumpen på plads på dækket. Den viste sig senere at indholde fem carronader, der havde ligget sammensurret i kanonernes depot. Foto Jørgen Borg

Udstillingen i auktionshallen 5. juli 1997.  Foto: Jørgen Borg

 

Etape 1 består af projektets udstillingsafsnit, hvor noget af arealet er inddraget til de mest nødvendige publikums- og personalefaciliteter,

Foruden St. George-fundene skal der i udstillingen indgå et afsnit om andre strandinger bygget på Ringkøbing Museums gamle samling af galionsfigurer og strandingsfotos m.v. Det bliver en intens arbejdsperio­de, hvor udstillingsholdet ikke får mange timers nattesøvn i de sidste uger op til åbningen. Vi havde den glæde, at Bendix Fond og Th. Aarups Mindefond støttede indretningen af udstillingen med 100.000 kr. hver.

 

Den officielle indvielse foretoges 3. april 1992 af den bri­tiske ambassadør i Danmark for indbudte repræsentanter for de mange instanser, der havde været involveret i, at Strandingsmuseum St. George blev til virkelighed. Om eftermiddagen blev der holdt åbent hus for beboerne i Thorsminde.

Strandingsmuseet blev en publikumssucces. Gæsterne kommer i hobetal, så den nyansatte museumsvært Grethe Hansen og hendes medhjælpere får mere end nok at se til, Efter få måneder kan vi byde velkommen til gæst nr. 25.000, og ved årets udgang har besøgstallet rundet 66.000. Det er en fornøjelse at gå rundt blandt gæsterne og få mange rosende bemærkninger. Succesen bevirker, at Ulfborg-Vemb kommune bliver ivrig efter at få gennemført etape 2. Det oprindelige forslag må revideres, for at faciliteterne kan blive tilstrækkelige til at betjene et publikum, der er større end forudsat. Da en af de store fonde viser interesse for at støtte projektet, bliver der i foråret 1993 sendt ansøgning afsted. Der kommer imidlertid afslag, og udvidelsesplanen kommer derefter til at ligge brak i flere år. Efter at nyhedens interesse har lagt sig, stabiliserer det årlige besøgstal sig på 35.000-40,000 gæster. For Ringkøbing Museums lille fag­lige stab er der fortsat meget arbejde med Strandingsmu­seet, og der indsamles gennem årene en del nyt historisk baggrundsmateriale.

 

Nogle organisatoriske forhold

At Strandingsmuseet skulle være en afdeling af Ringkø­bing Museum og ikke en selvstændig institution skyldes museumslovgivningen, der ikke tillod en sådan konstruk­tion. Fra museets side havde det fra starten af projekt Strandingsmuseum i 1985 været ønskeligt at have en støttekreds, men det var der fra lokal side ingen interesse for. Ikke før i 1991, hvor byggeriet var langt fremskredet, blev der 21, ok­tober holdt stiftende generalforsamling i Strandingsmuse­ets Venner med vedtægter udarbejdet af politimester Jens Olufsen, vedtægterne var indrettet, så foreningen var en del af Ringkøbing Museumsforening og derved kom til at deltage i Ringkøbing Museums bestyrelsesarbejde, uden at det blev nødvendigt at ændre den selvejende institu­tions vedtægter. Som statsanerkendt museum ville det nemlig have været en omstændelig proces, idet ændrin­ger efter vedtagelse på en generalforsamling i Ringkøbing Museumsforening skulle godkendes af både Ringkøbing byråd og staten,

 

Jens og Niels Aarup Jensen under arbejdet med en af de to 12-pun­dige kanoner 27. august 1997. Foto.: Jørgen Borg.

 

Gdr. Andreas Stampe, der var tiltrådt som formand efter Knud Dalgaard-Knudsens død i 1987, havde måttet trække et stort læs under de mange og til tider vanskelige forhandlinger om Strandingsmuseet, i 1994 besluttede han at træde tilbage. Hans afløser som formand blev Jens Olufsen, der allerede længe havde været aktiv i bestyrelsens arbejde og som ud­dannet jurist var et naturlig valg til posten.

Med sin interesse for organisatoriske forhold fik han stram­met op på de ledelsesmæssige procedurer og blev med sine mange kontakter hurtigt et godt bindeled til den lo­kalpolitiske verden.  For museets leder blev det desuden en aflastning, at museumsforeningen nu selv begyndte at tilrettelægge sine aktiviteter.

Efter at der flere gange havde været noget murren fra Strandingsmuseets Venner over den bestyrelsesmæssige konstruktion besluttede Jens Olufsen at få ændret vedtæg­terne, hvilket skete i 1999. De to museumsforeninger blev sideordnede, og i stedet for en bestyrelse fik Ringkøbing Museum nu en styrelse, hvortil de to foreningers bestyrel­ser udpegede hver deres repræsentanter.

 

 

Dykninger i St. George 1996-1997

Der var gået ti år siden de store dykkerkampagner sluttede. Gert Normanns inspektionsdykninger viste, at nedbryd­ningen af vraget stadig fortsatte, så der efterhånden kunne være mulighed for at komme ned i lasten under banjer­dækket. Efter en inspektion i marts 1996 oplyste Gert Nor­mann, at en dokumentationsdykning med opbjergning af ting kunne indpasses i Jydsk Dykkerfirmas arbejdsprogram nogle dage i maj. Rigsantikvaren bevilgede 100.000 kr. af en konto på 260.000 kr. til den type opgaver.

Efter nogle dages vejrmæssig forsin-kelse kunne man gå i gang. Der blev arbejdet fra daggry til midnat fra det nye dykkerskib Honte, og der var daglig direkte dækning på TV Midt-Vest_. Et af museets formål var bl.a. at få et par ka­noner op, så publikum på et tidspunkt, når Strandingsmuseet engang blev udvidet, bedre kunne få et indtryk af, at St. George var et stort krigsskib.

 

Havnens gamle materielgård ved siden af Strandingsmuseet var blevet til rådighed, så der nu var mulighed for at opbevare og behandle store genstande. Foruden kanonerne blev der hentet en velbevaret rapert op sammen med andre gode ting, dog ikke det store antal. En rapert er en undervogn til gamle dages skibskanoner.

 

Det gode resultat af nogle få dages dykninger bevirkede, at der blev lagt plan for en ny stor kampagne. Den skulle være booket ind lang tid i forvejen blandt dykkerfirmaets opgaver næste år. Udgiftsrammen lød på op mod 1 mio. kr., da dykkerskibet med besætning til favørpris for museet ville koste 35. - 40.000 kr. i døgnet.

 

Gert Normann i gang med at deponere et af de store vragstykker i vandhuller ved "Nebraska" i det gamle grusleje syd for Thorsminde. Foto: Jørgen Borg 17. juli 1997.

 

Denne marinarkæolo­giske udgravning blev besluttet gennemført og fandt sted 9. juni – 5. juli 1997 som en af største, der har fundet sted i dansk farvand.

 

Tilsammen blev projektet støttet med 250.000 kr. fra Ulf­borg-Vemb kommune, turistforeningen og Ringkjøbing amt. Efter mange ansøgninger og en offentlig indsam­ling blev der skaffet godt 380.000 kr. som sponsorbidrag fra privatpersoner, firmaer og fonde, heraf et enkeltbidrag på 100,000 kr. fra foreningen Plan Danmark. Det var dog ikke nok til at dække hele regningen, Der kom til at mangle 135.000 kr., som blev afdraget af Ringkøbing Museum de næste to - tre år.

 

Udgravningen blev en succes. Den havde fuld mediedækning hele vejen igennem og sluttede ligesom i 1984 med en fremvisning i auktionshallen af de omkring 2.000 nye genstande, der var fundet. Der var alt fra bittesmå ting til store stykker vragtømmer. Skulle de nogensinde kunne udstilles rigtigt, ville det kræve en udvidelse af Strandings­museet. På seks timer kom der 1.039 mennesker og så udstillingen i auktionshallen.

 

Bagefter fulgte et omfattende og længerevarende ar­bejde med registrering og klargøring til konservering af de mange små og store fund. Håndteringen af tonstunge genstande krævede brug af entreprenørmateriel. Nogle af konserveringsprocesserne varer flere år, og ikke alt kunne komme til konserveringscentret i Ølgod på en gang, men måtte sikres forsvarlig opbevaring i mellemtiden. Der blev anskaffet mange store kar, det største på 4000 liter til ud­vanding af kanonerne for salte.

 

Ankerpark

Under planlægningen af dykkerkampagnerne 1996-97 foreslog Gert Normann at skabe en samling af historiske ankre, der skulle opstilles på udendørsarealerne ved Stran­dingsmuseet. Han skænkede selv flere opfiskede ankre samt en hel del forskellige ankre, der havde været benyttet af A/S EM Svitzer. I april 1997 ankom der så et par lastbillæs med ankre fra Jydsk Dykkerfirma. Desuden fik vi fra Statshavneadmini­strationen i Esbjerg nogle ældre specialankre, og fra Na­tionalmuseet modtoges et stort anker, der var bjerget i Østersøen og kunne stamme fra den britiske Østersøflåde under Englandskrigene, samme orlogsflåde som St. Ge­orge og Defence havde tilhørt.

 

Der blev først tid til at opstille ankerparken i forsommeren 1998. Opstillingen og den konserverende behandling blev lagt i hænderne på museumsassistent Niels Aarup Jensen med god hjælp fra strandfoged Kai Christensen og velvilligt udlån af materiel fra Thorsminde Havn til håndteringen.

 

Den 16. maj 2000 blev de første spadestik taget til den store udvidelse af Strandingsmuseet. Her er Jens Olufsen i gang med spaden. Foto Jørgens Borg,

 

Udvidelsen af Strandingsmuseet 2001

Det store om- og tilbygningsprojekt blev iværksat og gennemført af Ulfborg-Vemb kommune, så første spadestik kunne tages 16. maj 2000 og genåbning finde sted d. 5. juni 2001. Strandingsmuseum St. George blev nu også Marinarkæologisk Center. Udvidelsen kostede ca. 18 mio. kr., som kommunen fik finansieret gennem offentlige midler.

 

Fra ca. 475 kvadratmeter kom museumsbygningen op på næsten 1600 kvadratmeter. Med mere udstillingsplads blev der plads til afsnit om redningsvæsen og om krigsbe­givenhederne i Nordsøen under 1. verdenskrig, to emner, der ikke var blevet plads til i det første museum. Der blev også et fint »børnemuseum«, der bl.a. indeholder et akva­rium med dykkerhjelm og et ubådsperiskop lånt fra Søværnet, som medsendte et par mand til at montere det. Og så blev der plads og bæredygtigt gulv til at udstille kanoner, carronader og andre store genstande. Funktionerne som marinarkæologisk center tilgodesås med værksted, fine kontorlokaler og et stort konference- og foredragsrum.

 

Til gengæld var der ikke tænkt på en elementær ting som et genstandsmagasin, det måtte improviseres i værkste­det, så snart museumsfolkene rykkede ind. Det skyldtes nok en hastig planlægningsfase, hvor der ikke blev levnet ret megen tid for museet til komme med ændringsforslag til arkitekten. Men det blev dog til at leve med bagefter.

 

Nationalmuseet havde været konsulent for de kommende marinarkæologiske funktioner og materielanskaffelser. En vigtig ting for publikum blev restauranten, som kommunen selv skulle stå for at forpagte ud.

 

Rundvisning ved Morten Sylvester i den nye udstilling på Strandingsmuseet sommeren 2001.

 

Det var en stor fornøjelse at brainstorme og gennemdrøfte ideerne til den nye udstil­ling med den nyansatte marinarkæolog Morten Sylvester. Sammen fik vi lavet et godt lay­out til omflytninger og nye udstillingsafsnit.

Da byggeriet var færdigt, så udstillingsarbejdet kunne iværksættes, var han naturligvis tovholder. Det gode gamle udstillingshold Jørgen Borg, Niels Aarup Jensen og jeg selv rykkede igen til Thorsminde suppleret med Palle Eriksen i den sidste hektiske periode inden åbningen.

 

I 2003 modtog jeg en opringning fra Nationalmuseet om det kæmpestore ror fra St. George, der lige var blevet fundet på Rødsand syd for Lolland i forbindelse med anlæggelse af en havmøllepark. Det var museumsinspektør Hanne Marie Myrhøj fra det marinarkæologiske forskningscenter i Roskilde, der spurgte, om vi ville have bjerget roret op og bragt til Thorsminde. Der blev uden tøvet svaret ja tak, og Jydsk Dyk­kerfirma sponserede bjergning og transporten til Thorsminde. Kort tid efter blev forsk­ningscentret nedlagt. Det var et af de førende i Europa, og siden har der været mere stille på den marinarkæologiske front i Danmark.

 

Ulfborg-Vemb kommunes indlemmelse i Holstebro Kom­mune i forbindelse med kommunal-reformen i 2007 betød, at Strandingsmuseet kom til at ligge i Holstebro Kommune. Og da Kulturarvsstyrelsen ikke ville acceptere, at et museum havde afdelinger eller drev museumsdrift i en anden kommune, der allerede havde et museum med samme ansvarsområde, blev der indledt forhandlinger, der endte med at Strandingsmuseum St. George – mod en kompensation til Ringkøbing Museum - blev overdraget til Holstebro Museum. Personalet fulgte med og heldigvis har der altid været et godt forhold til kollegaerne og museet i Holstebro.

 

Jens Aarup Jensen